I Renernes land

15 dage på landevejen med 7400 tilbagelagte kilometer gennem Sverige, Norge og Finland. I går kørte vi ind i Finland og tilbragte natten i Ruka.

Skisportsstedet i Ruka, huser om sommeren vandrere der er på vej ud i de 3 store nationalparker i området og er destination for eventyrere der vil river rafte, tage på bjørnesafari, ture på hesteryg, mountain bike eller kanoture. https://www.ruka.fi/en/summer

Vi havde planlagt en river rafting tur i Oulanka nationalpark og kørte med vejledning fra Politikens “Turen går til…” ad snoede grusveje mod deres basecamp. Langt inde i den finske vildmark fandt vi da også bestemmelsesstedet og gik frem til hytten, der lå lige ud til den brusende flod. Man skulle blot ud på verandaen, så kunne man nærmest stikke armen i floden. Hytten så til gengæld forladt ud og vi kunne hurtigt konstatere, at det i hvert fald ikke var her vi kom på river rafting. Nå, men størstedelen af vores tur byggede jo på impulsive tiltag, så vi fandt hurtigt en ny destination der så spændende ud. Tilbage af den ujævne grusvej mod Oulanka nationalpark. https://www.discoveringfinland.com/destination/oulanka-national-park/

Oulanka nationalpark, 270 kvadratkilometer der grænser op mod Paanajärvi National Park i Rusland. Parken byder på et fantastisk plante og dyreliv og man kan finde vandreruter til enhver smag. Det er tilladt at overnatte i parken og der er bygget shelters og bålsteder rundt i parken, som man kan bygge sin lejr op omkring. Man skal dog passe på sagnfiguren “Hilsi” der lever i skoven og som kan få de særeste ting til at ske. Vores største udfordring, ved vores vandring ind i den finske skov, blev dog hverken dæmoner, bjørne, elge eller ulve, men derimod de millioner af myg der konstant sværmede om os og angreb intensivt, så snart vi stod stille.

Da vi kom tilbage fra vandreruten måtte vi erkende, at de tåbeligt udseende japansk inspirerede myggehatte, alligevel havde deres berettigelse i dette område. Vi indkøbte straks en hver og nød efterfølgende den konstante summen omkring vores hoveder, i sikker forvisning om, at vi var beskyttet mod angreb. En stor oplevelse rigere indtog vi vores frokost i parkens cafe, inden vi kørte videre mod Salla rensdyrfarm.

Turen fra parken mod Salla tog sin tid. Der var hverken særlig langt eller dårlige veje, men vi måtte ofte vente på at en rensdyrflok fik lyst til at flytte sig fra vejen, så man kunne køre videre.

Det havde regnet en smule, da vi var i nationalparken og da vi kørte ind på rensdyrfarmen havde regnen taget til, så det var på med regnejakken og ind på farmen, der desværre var en skuffelse. Eftersom vi gennem de sidste 3 døgn havde set rener i rigelige mængder, havde vi nok forventet af rensdyrfarmen kunne byde på lidt mere end rener – nu bare hegnet ind. Renerne på farmen så knap så sunde ud, som dem vi havde set på de finske veje, mene var lidt mere tamme, så man kunne komme tættere på. Ellers var der ikke den store forskel på rensdyrfarmen og livet udenfor.

Tilbage i bilen satte vi kursen mod landevejen til den Russiske grænse. Vi havde læst at denne rute skulle være noget helt særligt ud i vildmarkskørsel, så den skulle selvfølgelig prøves. På et tidspunkt delte vejen sig og man kunne vælge at køre mod Rusland eller videre Nordpå. Vi skulle nordpå, men nu vi var så tæt på, var fristelsen for stor til ikke lige at sætte kursen mod Rusland og få en fornemmelse af grænseposten.

Kort tid efter holdt vi foran en øde grænsepost i den finske vildmark – det vil sige den så øde ud – for jeg var knap stået ud af bilen før en transporter kom rullende op på siden af os og en finsk grænsebetjent spurgte til om vi havde i sinde at krydse grænsen. Da mit svar var NEJ, fulgte et krydsforhør ift. hvor vi kom fra, hvor vi skulle hen, hvor længe vi havde været i landet osv. osv. Til sidst blev vagten tilsyneladende overbevist om vores reelle hensigter og vi fik lov at tage billeder, mens han kørte videre og ønskede os en fortsat god tur.

Tilbage til skillevejen og denne gang drejede vi mod nord. Herefter er det blot at køre i timevis ud af en øde landevej, hvor man føler sig heldig, hvis man møder en modkørerne bilist. Vi mødte et par stykker med timers mellemrum og fik for alvor en fornemmelse af at være alene i vildmarken.

Sidst på dagen nåede vi frem til byen Ivalo, som vi havde bestilt overnatning i. Vi havde for længst krydset polarcirklen og befandt os nu i Arktis, hvor vi blev narret af den lyse aften. Det blev sent inden vi godt sultne nåede hotellet lige inden køkkenet lukkede af. Kartoffelmos med rensdyr og tyttebær var et velkomment måltid efter en lang dag “on the road”. Jeg tog et billede uden for hotellet kl. 24 og sendte det til Danmark. Kort tid efter fik jeg et fuldstændig mørkt billede retur fra Danmark, så der var ingen tvivl om at nætterne er lysere i Arktis.

Efter en oplevelsesrig dag i den finske vildmark og 385 kilometer på landevejen var det tid til at sige godnat. Vi skulle tidligt op dagen efter, for i løbet af aftenen havde der åbenbaret sig en alvorlig krise, som vi var nødt til at håndtere dagen efter.