Tilbage til Ivalo

15 dage på landevejen med 7400 tilbagelagte kilometer gennem Sverige, Norge og Finland. Ottende dagen på vores roadtrip blev en slags frem og tilbage dag. Vi kom til at tilbringe en dag mere i Finland end vi egentlig havde beregnet.

Da vi sent aftenen før ankom til Ivalo opdagede min skønne datter og rejsemakker, at hun manglede sin taske.

  • Jeg tror måske jeg har glemt den i Oulanka“, sagde hun.
  • Nå, men det er vel ikke værre end vi bare kan køre videre og undvære den“, svarede jeg. “Hvad havde du i?
  • Min trøje.
  • Den erstatter vi tænkte jeg, “hvad ellers?
  • Min mobiloplader“.
  • Den erstatter vi tænkte jeg, “hvad ellers?
  • Nogle småting … og mit pas.
  • HVAD dit pas? Jeg bad dig jo om at lade mig holde det eller lægge det i bilen, så hvordan i alverden kan det ligge i en taske du har glemt 400 kilometer væk?

Og sådan gik det til, at vi på ottende dagen stod tidligt op, vendte bilen og kørte 400 kilometer tilbage til Oulanka Nationalpark, for at hente en taske med en trøje, en mobiloplader, nogle småting og et pas. Denne gang tog vi den lidt hurtigere hovedvej, hvilket betød at vi kom forbi symbolet der gør opmærksom på, at her krydser man polarcirklen. Det var efter kl. 10 og efter vi havde ringet til nationalparken, som kunne fortælle at de havde fået indleveret en taske, hvilket lettede stemningen i bilen, så vi skulle selvfølgelig ud og tage et billede af symbolet, nu hvor vi kørte UD af polarcirklen.

Mange timer senere krydsede vi grænsen til polarcirklen og symbolet endnu engang og efter 800 kilometers kørsel tjekkede vi, sent om aftenen, atter ind på et hotel i Ivalo. Menuen denne aften stod igen på kartoffelmos, rensdyr og tyttebærsyltetøj, da udvalget på menukortet var sparsomt. Til gengæld var betjeningen god og stemningen lettere end den havde været aftenen før.

Næste morgen vågnede jeg ved klaprende hove udenfor og tænkte at nogen (i bedste wild west stil) kom ridende ned gennem hovegaden. Da jeg fik trukket mørklægningsgardinet fra viste det sig, at det bare var et rensdyr, der kom løbende ned ad gaden. Efter et par fotostop og lidt proviantering i byens eneste og bedste butik var vi igen klar til at sætte kursen yderligere mod nord.

Kursen var sat mod Inari og det samiske kulturcenter og endnu engang blev vi overvældet af en meget smuk rute, hvor man kører af snoede veje tæt ved vandet. Besøget i kulturcentret var en spændende oplevelse. Spændende er det at forske i tidslinjen og få et overblik over hvordan storpolitikken, landspolitikken og regionalpolitikken ganske langsomt gør det umuligt for samerne at fortsætte deres traditionelle levevis. De udendørs faciliteter gjorde udstillingen levende og byggede ovenpå på vores grundlæggende viden om Samisk kultur og levevis. Jeg måtte sande at jeg nok skal øve mig en del, inden jeg bliver i stand til at fange et rensdyr med samisk lasso.

Efter besøget gik turen yderligere mod nord, mod den Norske grænse og Kirkenæs, som næste destination. Landskabet skiftede og blev mere koldt, goldt og råt. Med 9 grader og blæst mærkede vi nu for alvor at den arktiske sommer også kan være barsk.

Det var en lørdag vi ankom og der var marked i Kirkenæs. Det blev meget tydeligt for os at Kirkenæs er tæt nabo til Rusland , både ift. de mange russere, der deltog på markedet, men også fordi det ikke er tilladt, at tage billeder af den meget smukke rute fra toppen af fjeldet og ned mod byen, da militæret har forbudt, man tager billeder af området.

Vi spiste frokost i Kirkenes og nød den Norske markedsstemning, inden vi igen satte os i bilen, denne gang med kursen stik vest mod Alta.

Turen fra Kirkenes til Alta bød på høje fjelde, der satte en stejl linje mod havet. Brusende elve og fosser og spændende landskaber af birketræer, eller rettelig birkepinde, der stikker op i landskabet, og tydeligt viser at her er vi langt over trægrænsen.

Vi fik drejet forkert af, så vi kom af en anden rute end planlagt og det sidste stykke kørte vi langs Tana elven, hvor man langs elven kan se ned på samernes huse og de små aflange både de fisker fra. Grænsen mellem Norge og Finland går midt i elven, så man krydser grænsen et par gange og ser henholdsvis til Norge og Finland. Det havde vores teleselskab det lidt svært ved, så det strømmede ind med SMS beskeder, der bød os velkommen til henholdsvis Norge og Finland.

Der er langt mellem både byer og benzintanke oppe mod nord og da vi ikke havde tanket et par dage, kneb det med brændstof det sidste stykke til Alta. Brændstofmåleren fortalte, at vi havde færre kilometer på tanken, end der var kilometer til Alta, så jeg krydsede fingre og bad til, at resten af vejen kun ville være ned af fjeldet, fordi en stigning ville betyde, vi kørte tør. Heldigvis skulle vi kun ned og kunne nyde en fantastisk nedkørsel til Alta, selv om det også var med sved på panden og lav fart, vi til sidst rullede ind på Cirkle K med 3 liter tilbage i tanken. Efter at have tanket var der kun tilbage at finde hotellet og få en god nats søvn.