Fra Alta til Gällivare

15 dage på landevejen med 7400 tilbagelagte kilometer gennem Sverige, Norge og Finland. På 10. dagen vågnede vi 1685 kilometer fra København i den Norske by Alta.

Fra Alta til Nordkap er der omkring 220 kilometer eller ca. 4 timers kørsel, så vi skulle træffe en beslutning, i forhold til, om vi ville køre helt til nordkap eller bevæge os tilbage mod Syd.

Vi havde godt 5 dage til vi skulle være hjemme, så vi valgte syd, for ikke at blive alt for presset på tid, nu hvor vi havde brugt 1 dag ekstra i Finland. Efter et solidt morgenmåltid, med alt hvad hjertet kan begære i frisk fisk, tog vi en hurtig sightseeing i Alta, inden kørte ud af Alta i sydlig retning.

Den sydlige vej ud af Alta er kraftig stigning op af fjeldet, hvor den sorte granit nærmest tårner sig lodret op langs begge sider af den snoede bjergvej. Fossen bruser i den ene side og på den anden side løber vandet stille ned af fjeldets sorte granit. Det var et sansebombardement af dimensioner, at køre ruten, selv om det ikke var nemt at få parkeret bilen, langs den smalle vej, når vi skulle gøre holdt på de mange fotostop.

Vejen mod syd i det smukke landskab, bragte os gennem en stor del af det Norske sameland, blandt andet Máze, som i 1970érne fik afgørende betydning, for Samernes fælles kamp for deres rettigheder, da de samledes i modstand mod landets planer om, at sætte bygden under vand, i forbindelse med en udbygning af Alta kraftværket.

Máze

Det er også i dette område handlingen til Oliver Truc´s arktiske krimi “40 dage uden skygge” udspiller sig. Det er svært, når man kører gennem området på en solrig og lun sommerdag, at forestille sig, at landskabet om vinteren forandres til et ugæstfrit snelandskab med hård frost og temperaturer ned til 40 minusgrader.

Udsigt over Kautokeino fra kirken og mod byen.

Kører man videre fra Máze mod syd af E45, støder man på byen Kautokeino, hvor der i påsken arrangeres Samisk Filmfestival og Samisk Grand Prix/Samisk Musikk Festival. Byen blev sat på det internationale Grand Prix kort i 2019, da gruppen Keino repræsenterede Norge i Eurovision. Gruppens navn Keiino, kommer fra sidste del af byens navn. Ikke overraskende stammer et af gruppens 3 medlemmer fra Kautokeino, nemlig den Samiske sangskriver, rapper og joiker Fred Buljo, som er født i Kautokeino 6. februar 1988.

Vi kørte op til byens kirke som ligger højt placeret i landskabet. Da jeg stod på den lille kirkegård, kom jeg til at tænke på hvordan indbyggerne lykkes med holde begravelser om vinteren når jorden er frosset.

Efter besøget i Kautokeino kørte vi videre mod syd og atter over Riksgrænsen og ind i de tusinde søers land, Finland, forbi Palojärvi sø og kort derefter kurs nordvest langs grænsen til Sverige. Herefter sydvest i Sverige, indtil vi igen satte kursen nordvest. Af disse snørklede veje lykkedes det hen mod aften at ramme målet for dagens etape, minebyen Kiruna i Sverige.

Udvindningen af jernmalm i minen ved Kiruna betyder at undergrunden er begyndt at slå revner så byen må flyttes. Det var en ganske særlig oplevelse at befinde sig i en by, som på én og samme tid var en slags spøgelsesby med tomme huse, der skulle rives ned og samtidig levende, fordi nogle endnu ikke var flyttet. Enkelte bygninger bliver skilt ad, flyttet og bygget op i en ny bydel, men størstedelen rives ned. Det betød, at mange af byens mindeværdige bygninger, allerede var forsvundet, da vi besøgte den. Heldigvis bliver den smukke trækirke fra 1912 bevaret og blot skilt ad og flyttet til en ny placering i 2020.

Fra Abisko til Gällivare

Dag 11 gik turen til den kendte Abisko nationalpark. Det er her man ender, hvis man tager med på den svenske del af fjällräven classic.

Vi vågnede til en overskyet dag, men heldigvis klarede det op hen af formiddagen. Turen til Abisko var en udfordring, da vejen var gravet op på grund af vejarbejde. 10 kilometer i langsom kørsel på en mudret og ujævn grusvej, havde passet bedre til en offroader end vores lille ford focus. Vi klarede den dog med langsom kørsel og ventetid i kø, inden vi nåede frem op af formiddagen.

Nu hvor solen igen var fremme kunne man fristes til t-shirt og shorts, men vi kom dog hurtigt på andre tanker, medmindre vi ville være levende nålepuder. Så på med en langærmet bluse og myggehatten, inden vi klar til bjergvandring.

De skønne kæruld som står overalt i det arktiske landskab.

Da vi nogle timer senere stod for foden af Nuolja, mente vi at kunne skimte sne på toppen. Det var alligevel vildt med sne på en varm junidag med 22 grader, så vi tog skiliften de 900 meter til toppen for at tjekke om vores antagelse var rigtig. Det var den og vi kunne allerede under opstigningen mærke, hvordan temperaturen faldt.

Bjergstationen Aurora Sky Station på toppen af Nuolja.

Da vi nåede toppen lå temperaturen ikke meget over frysepunktet og kulden kunne mærkes i både kinder og på hænderne. Selv om det var for koldt til tyndt sommertøj, var det sjovt at få muligheden for at lege med sne i august..

Efter vores korte besøg i Abisko satte vi igen kursen mod øst og tog på et kort visit i den lille samiske by Jukkasjärvi, som er mest kendt for vinterens ishotel. Det var trods alt smeltet her i august, så det kunne vi ikke besøge. I stedet nød vi den skønne og rolige aften ved elven, inden vi igen satte kursen mod syd.

Kraftige byger, lyn og torden fulgte os på vejen mod syd og da solen igen brød frem kunne vi nyde den smukkeste regnbue ud for Piilijärvi.

Det var blevet temmelig sent, da vi tjekkede ind i den svenske by Gällivare ca. 100 kilometer nord for polarcirklen.