Spejlblank

Det er et stykke tid siden jeg har været langs fjorden. Her til morgen fik jeg så chancen igen. En forholdsvis lun morgen, hvor solen var godt på vej op. Solens stilling og skarphed gav et fantastisk lys. Fjorden var rolig og vandet stod som et spejl. Det gav nogle skønne billeder af svanernes poseren og rødbens aktivitet i det lave vand.

Længere nede var der optøjer. Jeg troede det var gæs, som var oppe at slås. Da jeg efter hjemkomsten fik kigget nærmere på billederne viste det sig at være gravænder.

I skoven var der livlig aktivitet i træerne og på skovstien fangede jeg et par harer som puslede rundt. Desværre var det lige her kameraet løb tør for strøm, så sidste del af turen denne skønne morgen måtte jeg lægge tanken om gode motiver fra mig.