Spurvehøg på besøg

Sidste lørdag blev vi vækket til en frygtelig larm af skræppende fugle. Det viste sig, at vi havde fået besøg af spurvehøgen, som havde nedlagt råge. Larmen opstod dels i dødskampen og dels ved at de andre i flokken gik til angreb på høgen i en befrielsesaktion. Det lykkedes dog ikke at få offeret fri og efter endt kamp kunne høgen sætte sig lige så fint i naboens have og nyde byttet.

Det var en frostkold morgen og da jeg ikke havde fået sokker på, i min iver efter gode billeder, gav det kolde tæer. Men okay, det er jo ikke hver dag jeg har mulighed for gode rovfuglebilleder fra min have. Rovfuglen blev siddende det meste af formiddagen, så jeg kunne have sparet mig min travlhed.