Året jeg gik

Siden januar har jeg ofte gået en fast strækning ved Holbæk fjord på det man kalder fjordstien. Den del af strækningen jeg går langs fjorden er en ganske kort strækning på ca. 1,5 km, hvorefter jeg følger stien ind i landet mod Dragerup skov. Her går jeg en runde i skoven, inden jeg tager turen tilbage – i alt en tur på 14 – 15 kilometer. I året jeg gik får i et lille uddrag fra disse ture langs fjord, mark og skov.


Knopsvane ved Holbæk fjord 7. januar 2018.
Knopsvane ved Holbæk fjord den 7. januar 2018.

Frost og sne

I slutningen af februar og begyndelsen af marts 2018 blev det vintervejr med dagsfrost og sne. Det medførte isdannelse tættest på bredden. En kold marts dag kunne jeg således fange en rødben – en vadehavsfugl man kan finde ved fjorden hele året.


Pibeanden er en vintergæst man kan nyde ved fjorden fra omkring oktober til midt april. Ifølge Wikipedia, er den and der skulle have reddet Ulysses kone Penelope, da hun blev kastet i havet.


En flok gravænder holdt hof på isen indtil jeg, i mit forsøg på at få et godt billede, fik skræmt dem væk.

Gravænder

Gravanden lever udelukkende af dyrisk føde som snegle, muslinger og små krebsdyr. De ankommer som regel til ynglestederne i februar/marts. Den er en ret almindelig ynglefugl i Danmark, men var temmelig sjælden inden den blev fredet i 1922.

På marken ved Dragerup skov fangede jeg en vintermorgen en flok rådyr.

Foråret kommer

Begyndelsen af april måned byder på nogle lune og solrige forårsdage, hvor pibeænderne nyder solen og et par grågræs græsser på den oversvømmede mark tæt ved fjordbredden.
9. april spotter jeg 1 ny gæst ved fjorden, da strandskaden dukker op. Strandskaden er et forårstegn i Østdanmark til forskel fra Vestdanmark, hvor den overvintrer ved vadehavet.

13. april var en solrig og meget blæsende dag. Ud over svanerne var der ikke mange fugle ved fjorden. Enkelte grå- og pibeænder, en håndfuld måger der kæmpede mod vinden og så pludselig ved bredden kunne man spotte et par hvide vipstjert. En trækfugl der kommer til landet i marts/april og yngler i Danmark inden den trækker sydpå igen i august/oktober.


Det var også på denne dag jeg mødte ræven ude i det åbne landskab. I fuldt dagslys ved den lille skovtykning, hvor jeg plejer at finde rådyr, harer, gæs, fasaner og mange andre spændende dyr. Højst sandsynligt på jagt efter harerne eller grågæssene, som også var at finde på marken.

Spætten i Dragerup skov.

Da køerne lukkes ud på græs på den oversvømmede mark, får det gæssene til at søge hen på en oversvømmet mark ved Tjebberup.

Ederfugle

I slutningen af april hører jeg første gang det karakteristiske kald fra ederfuglen og spotter en lille flok langt ude. De er ret sky. Selv om jeg ofte ser dem på fjorden er det først i slutningen af april, at jeg kommer tæt nok på til at kunne få et rimeligt billede. I slutningen af sommeren finder jeg ud af, at der ligger store flokke af ederfugle syd for Orø. Jeg må dog også erfare at de ikke er nemmere at få billeder af, når man sidder i en kajak.

Ederfugl

Ved Holbæk marina ser jeg flere gange en Tårnfalkehun der sidder på en mast, i en lygtepæl eller på en hegnspæl. En vinterdag får jeg endelig lov til at komme så tæt på, at jeg kan få nogle rigtig gode billeder.

Der er mange flere billeder af dyrelivet jeg kunne have valgt at tage med, men nytårsfesten kalder og der skal jo også være lidt til det kommende år. Jeg håber dette indlæg om året jeg gik har givet inspiration til at du selv kommer ud i naturen og nyder dyrelivet. Måske ses vi i det kommende år?

Du ønskes et godt og lykkebringende nytår.