Der er koldt på toppen.

Fjeldende tårner sig op ved siden af vejen eller falder i dybe kløfter under os. Vi kører højt eller lavt og når vi er i dale græsser flokke af rener på de grønne fjeldsider. Nordkapp og det nordligste Norge er en oplevelse af kontraster. Det er sommer men vejret er mere til hue og vanter end shorts og t-shirt. Det er koldt og blæsende på fjeldet og lunt og vindstille i dalene. Vi gik i seng i klart solskin og vågnede i tungt skydække og regn.

Turen dertil gik fra Finland gennem Karasjok, som huser bl.a. det Norske sameting og Finnmarks ældste trækirke. Her kan du også købe en ægte Samekniv til rimelig pris, men pas på bladstørrelsen da de fleste længere sameknive overskrider grænsen for, hvad der er lovligt i Danmark.

Kirken i Karasjok.

Turen gennem Porsangerfjord og Lakselv er en helt fantastisk tur med betagende udsigt over dybe dale og høje fjelde med sne på toppen. Desværre var det ikke let at stoppe og tage fotos, dels grundet vejen og dels fordi en stor del af området er militært område, hvor man hverken må færdes eller tage billeder. Vi stoppede i noget der lignede en by og ville gå en tur, men det varede ikke længe før et par flinke Norske soldater bad os forlade området.

Videre op gennem Norge af E6 med stop i Smørfjord var vi mere heldige med vores stop. Det blev til en kort tur ved vandet, som er en del af Porsangerfjorden, der ender i Barentshavet.

Smørfjord.
Smørfjord.
Smørfjord.

Kort efter Olderfjord begynder de første tunneler gennem fjeldet, men mest imponerende er Nordkaptunnelen med en længe på 6,8 kilometer og 212 meter under havet. Faldet og opstigningen er så markant, at man ikke er i tvivl om, hvornår man er halvvejs igennem og kører op igen.

Sortviktunnelen.

Det er en fantastisk flot tur på de snoede veje, selv om jeg på et tidspunkt syntes, at jeg havde set rigeligt med lavt bevokset fjeld. Turen kan føles en anelse lang, fordi landskabet er meget lidt varieret og man ofte kører frem og tilbage i den samme bugt. Nå, men vi nåede byen Honningsvåg og provianterede, inden vi tog det sidste stykke mod Nordkapp.

Honningsvåg.

Da vi kom frem blev vi en smule skuffede over at møde en bilkø og en vejbom. Det viste sig, fandt vi ud af efter en søgning på nettet, at man ikke kan parkere på plateauet, uden samtidig at købe billet til Nordkapphallen. Da vi ikke har den store interesse i særligt tilrettelagte “turistfælder”, men blot ville frem til plateauet og nyde udsigten og naturen, følte vi os en anelse snydt ved udsigten til at en parkering ville koste vores familie knap 800 kr. Da vi havde svært ved at gennemskue hvad vi fik for pengene, blev vi enige om at springe denne “attraktion” over og i stedet begive os ud på Knivskjellodden, som rent faktisk ender Nordligere end Nordkapp.

Det er 9 kilometer ud over fjeldet, ned ad stejle stier og det sidste stykke på rå klippevæg. Jeg havde glædet mig til at stikke fødderne i Norskehavet på Europas Nordligste landfaste punkt, men måtte, af hensyn til tiden, vende om da jeg manglede ca. 1 kilometer. Det sidste stykke var noget af en udfordring og ville kræve ekstra tid at gennemføre. Eftersom resten af familien ventede i bilen, besluttede jeg at den kilometer måtte vente til en anden gang. Jeg nåede dog nordligere end Nordkap og mangler kun 900 meter i at have været på Europas nordligste punkt.

Nordkapp set fra Knivskjellodden.
Nordkapp set fra Knivskjellodden.

Det var 5 – 6 grader og blæsende, eller med andre ord, bidende koldt oppe på fjeldet og jeg var godt forfrossen da jeg kom tilbage. Det samme var resten af familien, som havde ventet i bilen.

Aftensmaden indtog vi i Honningsvåg, hvor beboerne var iført dunjakker og huer. Det havde vi ikke lige, så vi sprang byvandringen over og tog tilbage til fjeldhytten ca. 20 kilometer fra Nordkapp.

Dagen efter hang skyerne tungt og vi kørte tilbage i lettere regn. Kursen var sat mod Alta, men da vi nåede Skaidi, var solen igen kommet frem. Det fik os til lige at kigge forbi Hammerfest omkring 70 grader Nord. Hammerfest spiller en central rolle i handlingen til Olivier Truc´s krimi “Skyggerne vender tilbage” og derfor ville jeg gerne se byen og besøge isbjørneklubben, hvor en del af handlingen udspiller sig.

Selv om der var byfest i Hammerfest var besøget, i vores optik, langt fra en fest. Hovedgaden var en omgang slidte betonfirkanter og havnen kunne ligeledes levere dødtrist betonarkitektur. I stedet blev jeg lidt vemodig over at se hvordan man på Kvaløya bygger på livet løs og dermed ødelægger den meget skrøbelige natur i området. Hvad retfærdiggører eksempelvis at man bygger et stort affaldsanlæg på en tyndt befolket ø i Arktis? Er det mon fordi det er belejligt at man kan sejle dertil fra hele verden og dermed har mulighed for at eksportere storbyens affaldsproduktion ud, hvor den ikke ses?

Vejret bød på regn og blæst, der gjorde det bidende koldt, så vi satte ret hurtigt kursen tilbage mod Skaidi. Allerede ved broen, ved Kvalsund, blev det igen lunere og bedre vejr og vi havde den smukkeste tur ned mod Alta nordfra.

Vi kørte lige på trægrænsen, med højeste punkt på 302 meter over havet og kunne se sneklatter på fjeldsiderne. Vi var endda så heldige, at en ørn lettede foran os og passerede bilen tæt på. Havde jeg været alene havde jeg nok brugt resten af dagen på stedet, i håb om et godt skud med kameraet. Sen eftermiddag kørte vi ind i Alta, som er en rigtig smuk fjordby omgivet af snedækkede fjelde og skøn natur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *