kajaktur til Søminestationen

Kristi himmelfartsdag bød på sol og næsten ingen vind. Sådan en dag kan man næsten ikke lade kajakken ligge stille. Da formiddagen var ledig kunne det lige blive til en kajaktur til Søminestationen. Vi tog afsted fra Bramsnæsvig kl 8 på en let skyet, men vindstille morgen.

Gopler, gopler og atter gopler

Stranden var dækket af vandmænd. Ude i fjorden var overfladen gråhvid og geléagtig af gopler i tusindvis. Skyllet ind i fjorden efter mange dage med kraftig blæst. Det er nogle mærkelige væsener, men smukke på deres helt særlige måde. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig på dem og søgte lidt mere viden. Ifølge Kattagatcentret levede der også vandmænd før dinosaurerne og de indeholder 98 procent vand. Resten består blandt andet af stoffet kollagen, som faktisk kan bruges til at skabe ny hud, implantater og nye knogler til mennesker.

vandmandsgople

Søminestationen tur/retur

Søminestationen blev opført i 1883 og fungerede indtil 1940 som flådestation med speciale i afprøvning af torpedoer. I dag fungerer det som kursuscenter. Beliggenheden i Dragerup Skov – helt ned til Isefjorden, gør stedet til et populært pausested for vandrere, mountainbikere og kajakroere. Fra vores udgangspunkt i Bramsnæsvig er der omkring 4,2 kilometer til Søminestationen.

Kajaktur til søminestationen

Vi tog 1 kop kaffe og lidt formiddagsmad på bænkene opstillet ved bredden og nød morgensolen og det gode vejr, inden vi satte kursen direkte mod den modsatte bred.

Der er 3 kilometer over den del af fjorden. Midt på fjorden skulle panoramaudsigten selvfølgelig nydes. De rapsgule marker, Munkholmbroen, Orø og Vellerup i det fjerne. Fra den modsatte bred er der omkring 2 kilometer tilbage til Bramsnæsvig. En lille 9 kilometers tur i skønt vejr og en dejlig kajaktur til Søminestationen.

Kajaktur til søminestationen

Alternativt turforslag

Ønsker man en lidt længere tur, kan man ro langs med Lindholms østside mod Orø og forbi den lille fugleø Rønø. Der er ca. 7 km. fra Søminestationen til det lille bådhus ved søndre hammerkrog. Med ca. 7 km tilbage til Bramsnæs Vig, giver det en tur på omkring 18 kilometer.

Kajak i Isefjorden.

Jeg har tagget opslaget med “kajak” og “9 km.” Min plan er at jeg i løbet af sommeren vil udgive en række indlæg med turbeskrivelser og antal kilometer. Mit håb er at det kan inspirere til forskellige ture på fjorden, tilpasset hvor langt man vil padle. Man klikker blot på “kajak” pilen nedenfor, så kommer der en række indlæg, med forskellig kilometerangivelse. Så kan man få inspiration der passer til dagsform og ønsket længde. Alle ture tager udgangspunkt i Bramsnæsvig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *