Midnatssol i Kautokeino

Med 1685 kilometer fra Alta til København gik turen mod syd. Jeg havde endnu ikke opgivet, at se midnatssol og derfor var glæden stor, da der var chance midnatssol i Kautokeino.

Fra Alta til Kautokeino

Fra Alta gik turen atter mod syd af Eibyvejen (E45). Det er en utrolig smuk rute, hvor man et langt stykke af vejen har Eibyelven på den ene side og fjeldet, i mørk granit, der tårner sig op på den anden side.

Eibyvejen.

Turen sydover går forbi Máze, en lille Sameby der i 70érne var truet af udslettelse. Heldigvis blev den reddet og vi gik en lille tur i byen, hvor 98% af indbyggerne er Samer. Det fremgår nogle steder meget tydeligt. Mange har lavvuér i haven. Nogle har endda en helikopter stående, som de bruger når de skal lokalisere deres rener.

Ud over lavvuer i haven, stod der også en helikopter på den anden side af huset.

Omkring 17 kilmometer længere mod syd ligger en lille rasteplads med toilet. Kommer du forbi, så sving ind og du vil høre vandet suse bag træerne. Gå ned af skrænten mod lyden og et vandfald vil åbenbare sig for dig. Her kan du få en skøn lille tur rundt om faldet og lade dig imponere over vandets kraft. 2 ud af 3 børn fik våde fødder, da de skulle teste klatre- og balanceevner over en lille bæk.

Samerne i Kautokeino

Næste stop var endnu en Sameby, nemlig Kautokeino. Når man kører ind i byen ser man straks den røde trækirke på bakken højt i landskabet. Som mange af de andre trækirker højt mod nord er også denne simpel i sit udtryk. Samtidig er den overordentlig smuk med de klare og varme farver, der matcher den simple indretning. Kør op til den lille kirke og nyd den smukke bygning både ude og inde.

Herefter kan du køre ned på det lille Samemuseum og få en indføring i Samernes mange brugsgenstande. Måske det mest omfattende og autentiske samemuseum vi, indtil videre, har besøgt. Man får udleveret en fin liste ved indgangen, med numre og beskrivelser af de mange genstande. På museet er det bare at parre nummeret på udstillingsgenstanden med listen, så har du en god beskrivelse af hvad du ser og hvad genstanden bruges til.

Da vi var færdige med museet var det blevet sent og vi søgte ly for natten på vildmarkscentret. For omkring 1600 norske kroner, blev vi installeret i en bolig. Den var bygget op som en traditionel samisk kåte med stuen i midten, hvor alle vægge skråner op mod et ovenlysvindue. Køkkenet er placeret i den ene side og i resten af husets siderum, var der værelser med 10-12 sovepladser. De fleste af Kautokeino´s beboere var taget nordpå for at tilbringe sommeren med deres rener, så vi bildte os ind, at det nok var en ægte samisk storfamiliebolig vi var installeret i.

Midnatssol i Kautokeino

Det var en skøn og solrig aften, så meget tydede på, at det var denne aften midnatsolen skulle “findes”. Jeg besluttede mig for at gøre forsøget. 10 minutter i midnat kørte jeg til et højt punkt lidt udenfor byen. Mon jeg ser midnatssol i Kautokeino?

Solen skinnede i det fjerne. Myggene havde en fest på mine hænder og i mit ansigt, mens jeg forsøgte at holde styr på kameraet. Et par minutter i midnat var solen halvt nede bag horisonten. Det var en helt fantastisk oplevelse, at følge solen gå halvt ned i horisonten, for kun et minut senere at stå op igen. Midnatsmyggenes ædegilde blev lidt for anstrengt, så jeg vendte tilbage til mit nattely. Strålende af glæde over at have fået denne fantastiske oplevelse med midnatssol i Kautokeino

midnatssol i Kautokeino
midnatssol i Kautokeino

Tilbage i Sverige

Dagen efter gik turen atter mod syd med kurs mod Sverige. Vi tog ruten der bragte os kort igennem Finland over Torneelven og ind i Kiruna kommune i Sverige.

Vi havde planer om besøg i Kiruna og Abisko nationalpark, men tiden var løbet fra os. Vi blev enige om at have den oplevelse til gode og tog vejen videre mod syd. Vi fandt en lille fin campingplads ved Piilijärvi søen. Her kunne vi både bade, lave mad over bål og lidt senere trække ind i den luksuriøse Lavvu.

Da blev grillet og ristet skumfiduser over bålet. Ungerne tog en badetur, inden vi sammen gik en aftentur i området. Kortspillet i Lavvuén blev afbrudt da campingmutter 10 minutter i elleve bekendtgjorde, at der skulle være ro klokken elleve. Den tidlige “putning”, medførte selvfølgelig, at jeg vågnede tidligt morgenen efter. Som den første på campingpladsen, kunne jeg nyde morgenens kop kaffe i absolut stilhed.

Vandkraft i Porjus

Da alle var vågne og køreklar, tog vi et ordentligt stræk sydvest af E45. Vi gjorde holdt i Porjus, hvor et af Vattenfalls mange vandenergianlæg ligger. Der var guidet rundvisning på det gamle anlæg, så iført sikkerhedshjelme og medbringende gasmasker, blev vi guidet 50 meter ned i bjerget, hvor de gamle turbiner stod. Her blev vandet fra Luleåelven tidligere ledt i lodret fald ned i turbinen, som på den måde satte gang i strømproduktionen. Nu er produktionen flyttet til et nyt anlæg længere oppe af elven. På det gamle anlæg er der kun enkelte turbiner i drift, som bruges forskningsmæssigt.

Vandet som er dæmmet op bliver efter faldet ledt fra turbinen og under jorden til et opsamlingsbassin længere fremme af elven. Det betyder, at elven i området er tørlagt, når man ser den i jordhøjde. Længere mod syd er der igen vand i elven, indtil det 18 kilometer længere nede atter dæmmes op.

Gensyn med Jokkmokk

Morgen og formiddag havde budt på varme og sol, men hen på eftermiddagen kunne vi høre torden i det fjerne. Da vi nåede Jokkmokk regnede det. Mens vi gik rundt i byen kunne vi se flere og flere veteranbiler, flest fra 70érne og 80érne, ankomme og holde på en lille plads. Vi fandt ud af at der havde været træf med kørsel af en fastlagt rute og Jokkmokk var målet.

Den smukke kirke i Jokkmokk, set fra bagsiden.

Vi faldt i snak med et dansk par, som havde deltaget i løbet og som havde sommerhus her på kanten af polarcirklen. De tilbød straks at skaffe os husly for natten hos deres naboer, som havde en udlejningshytte. Desværre var alt optaget. I stedet sagde vi farvel til polarcirklen og tog turen videre sydpå. På roadtrip dag nummer tyve, nåede Arvidsjauer og tjekkede ind for natten.

Arvidsjauer ligger 110 kilometer syd for polarcirklen, men er stadig en del af Lappland. Den Samiske kirkeby er derfor et besøg værd.

I næste del går turen fra Vildmark til Polkagris.