Skønne lune oktober

Jeg indledte mit indlæg den 9. september med ordene; “Ifølge kalenderen har vi taget hul på efteråret, men udenfor byder vejret stadig på luft over 20 grader, sol og lunt fjordvand. Det betyder at der stadig er mulighed for skønne kajakture på fjorden“. På forunderlig vis gør dette sig gældende for det meste af denne lune oktober. Derfor er der også blevet sejlet kajak og leget på (og i) vandet i denne måned. Der er blevet trænet rul og der er helt klart fremskridt.

Syd for Orø ligger store flokke af ederfugle og nyder den lune oktober og ved Holbæk har Pibeænderne meldt deres ankomst på vej mod deres vinterdestination.

Ederfugl
Pibeand ved Holbæk fjord.

Vinter på vej

Vi kommer ikke udenom at vinteren nærmer sig. Det mærkes ved at mørket sænker sig tidligere og der sker et skift i fuglearterne langs fjorden. Det er også tid til at flytte kaktusserne i vinterdvale, så nu er der igen fyldt i husets vindueskarme. Det ser ud til at mine mexicanske kaktusser har været godt tilfredse med den danske sommer 2018. Selv min “old man” som kræver rigtig meget varme er vokset en del.

Nu går det snart løs med afstemningen til Fjällräven Polar. Præsentationsfilmen skal færdigredigeres og så er den klar. Det er tid til at få præsentationsteksten på plads og få samlet alle tråde, så jeg er helt klar til upload når det går løs den 15. november. Så skal der tænkes i events og presse for at skabe mest mulig opmærksomhed omkring min deltagelse og forhåbentlig få rigtig mange stemmer i hus. Sidste del blev optaget i Pro Outdoor i Holbæk en skøn solrig dag i efterårsferien.

Den lune oktober sol ved pro outdoor

Hvis du vil hjælpe må du rigtig gerne invitere dine venner til at syntes godt om siden “MichaelUpNorth” på facebook. Har du gode ideer til andre måder gøre opmærksom på mit projekt må du endelig dele dem, så jeg kan komme ud til så mange som muligt. Jeg slutter med lidt billeder af Holbæk i efterårssolen.

Rigtig god weekend.

Holbæk i den lune oktober sol
Holbæk havn i den lune oktober sol