Tilbage til Ivalo

15 dage på landevejen med 7400 tilbagelagte kilometer gennem Sverige, Norge og Finland. På ottende dagen kom vi til at tilbringe en nat mere i Ivalo i Finland, end vi egentlig havde beregnet. Vores roadtrip til Arktis bød på en køretur frem og tilbage til Ivalo.

Den forsvundne taske

Da vi sent aftenen før ankom til Ivalo opdagede min skønne datter og rejsemakker, at hun manglede sin taske.

  • Jeg tror måske jeg har glemt den i Oulanka“, sagde hun.
  • Nå, men det er vel ikke værre end vi bare kan køre videre og undvære den“, svarede jeg. “Hvad havde du i?
  • Min trøje.
  • Den erstatter vi tænkte jeg, “hvad ellers?
  • Min mobiloplader“.
  • Den erstatter vi tænkte jeg, “hvad ellers?
  • Nogle småting … og mit pas.
  • HVAD dit pas? Jeg bad dig jo om at lade mig holde det eller lægge det i bilen, så hvordan i alverden kan det ligge i en taske du har glemt 400 kilometer væk?

Sådan gik det til, at vi på ottende dagen stod tidligt op og kørte 400 kilometer tilbage til Oulanka Nationalpark, for at hente en taske med en trøje, en mobiloplader, nogle småting og et pas.

Denne gang tog vi den lidt hurtigere hovedvej. Det betød, at vi kom forbi symbolet, der gør opmærksom på, at man krydser polarcirklen. Vi skulle selvfølgelig ud og tage et billede af symbolet, nu hvor vi kørte UD af polarcirklen. Det var efter vi havde ringet til nationalparken. De kunne fortælle, at vores taske var indleveret i deres café, hvilket lettede stemningen og hjalp på humøret.

Polarcirklen, som vi mødte på vores vej tilbage til Ivalo.

Tilbage til Ivalo

Mange timer senere var vi på vej tilbage til Ivalo. Vi krydsede grænsen til polarcirklen og så symbolet endnu engang. Efter 800 kilometers kørsel tjekkede vi, sent om aftenen, atter ind på et hotel i Ivalo. Menuen denne aften stod igen på kartoffelmos, rensdyr og tyttebærsyltetøj, da udvalget på menukortet var sparsomt. Til gengæld var betjeningen god og stemningen lettere end den havde været aftenen før.

Næste morgen vågnede jeg ved klaprende hove udenfor. Jeg tænkte at nogen (i bedste wild west stil) kom ridende ned gennem hovegaden. Da jeg fik trukket mørklægningsgardinet fra, viste det sig, at det bare var et rensdyr, der kom løbende ned ad gaden. Efter en solid morgenmad og proviantering i byens eneste butik var vi klar til at sætte kursen yderligere mod nord.

Tilbage til Ivalo
Tilbage til Ivalo

Samisk kultur

Kursen var sat mod Inari og det samiske kulturcenter, Siida. Endnu engang blev vi overvældet af en meget smuk rute, hvor man kører af snoede veje tæt ved vandet. Besøget i kulturcentret var en spændende oplevelse. Spændende er det, at forske i tidslinjen og få et overblik over hvordan storpolitikken, landspolitikken og regionalpolitikken ganske langsomt gør det umuligt for samerne, at fortsætte deres traditionelle levevis. De udendørs faciliteter gjorde udstillingen levende og byggede ovenpå på vores grundlæggende viden om Samisk kultur og levevis. Jeg måtte sande, at jeg nok skal øve mig en del, inden jeg bliver i stand til at fange et rensdyr med samisk lasso.

Efter besøget gik turen yderligere mod nord. Vi satte kurs mod den Norske grænse og Kirkenæs. Landskabet skiftede og blev mere koldt, goldt og råt. Med 9 grader og blæst mærkede vi nu for alvor, at vi var langt mod nord. Den arktiske sommer er også kold og barsk. Jeg tog mig selv i, at ønske mig tilbage til Ivalo, hvor der var lunere.

Marked i Kirkenæs

Det var en lørdag vi ankom og der var marked i Kirkenæs. Det blev meget tydeligt for os, at Kirkenæs er tæt nabo til Rusland. Både fordi mange russere deltog på markedet, men også fordi, der er forbud mod at tage billeder. Vi kan derfor ikke vise billeder af den meget smukke rute fra toppen af fjeldet og ned mod byen.

Marked i Kirkenæs
Kirkenæs
Kirkenæs

Vi spiste frokost i Kirkenes og nød den Norske markedsstemning, inden vi igen satte os i bilen. Denne gang skulle vi ikke tilbage til Ivalo, men satte kursen stik vest mod Alta.

Lige på grænsen

Turen fra Kirkenes til Alta bød på høje fjelde, der satte en stejl linje mod havet. Brusende elve og fosser. Spændende landskaber af birketræer, eller rettelig birkepinde, der stikker op i landskabet, og tydeligt viser, at her er vi langt over trægrænsen.

Vi fik drejet forkert af, så vi kom af en anden rute end planlagt. Det sidste stykke kørte vi langs Tana elven. Fra vejen langs elven kan man se ned på samernes huse og deres små aflange både. Grænsen mellem Norge og Finland går midt i elven. Man krydser grænsen et par gange og ser henholdsvis til Norge og Finland. Det havde vores teleselskab det lidt svært ved. Det strømmede ind med SMS beskeder, der bød os velkommen til henholdsvis Norge og Finland.

Tana elven

Der er langt mellem både byer og benzintanke oppe mod nord og da vi ikke havde tanket et par dage, kneb det med brændstof det sidste stykke til Alta. Brændstofmåleren fortalte, at vi havde færre kilometer på tanken, end der var kilometer til Alta. Jeg krydsede fingre og bad til, at resten af vejen kun ville være ned af fjeldet, fordi en stigning ville betyde, vi kørte tør. Heldigvis skulle vi kun ned og kunne nyde en fantastisk nedkørsel til Alta, selv om det også var med sved på panden og lav fart, vi til sidst rullede ind på Cirkle K med 3 liter tilbage i tanken. Efter at have tanket var der kun tilbage at finde hotellet og få en god nats søvn.

Næste indlæg handler om turen Fra Alta til Gällivare.

Oversigt over alle indlæg fra Roadtrip til arktis 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *