Om UpNorth

Michael Up North blogger om livets eventyrlige øjeblikke.

Baggrund

I 2018 og 2019 forsøgte jeg at blive stemt med til Fjällräven Polar, som er en 300 km. hundeslædetur i det arktiske forår, nord for polarcirklen. Det blev starten på bloggen MichaelUpNorth.

Det lykkedes ikke, at blive stemt med i polar, men jeg besluttede mig for at bevare bloggen. Dels har jeg lyst til at bevare de indlæg, der allerede ligger. Dels har jeg lyst til at tilføje nogle flere.

Det er her jeg deler nogle af mine eventyrlige øjeblikke, uanset om de er dukket ud af hverdagen eller kommet på rejsen.

Historier fra hverdagslivet

Mange forbinder hverdagen med trivialiteter, rutiner og vaner. Hverdagen kan opfattes som kedelig og ligegyldig. Derfor går hverdagslivet ofte upåagtet hen, selv om det består af mange spændende aspekter og fænomener.

En stor del af mit hverdagsliv befinder jeg mig ved Isefjorden. Enten på en gåtur med kameraet i tasken. Eller på vandet, hvor jeg suger indtryk til mig fra kajakken. Andre gange nyder jeg livet, roen og tilbagetrukketheden i haven.

Eventyret i Nord

På MichaelUpNorth deler jeg mine billeder, tanker og oplevelser.

Det er her jeg beskriver mine små øjeblikke i “intetfang“, som filosoffen Ludvig Feilberg kalder det, når man hengiver sig til en drømmende iagttagelse i nuet.

Eventyret i hverdagen

Det, som er hverdagsliv for nogle, er rejseoplevelser for andre. Når jeg skuer ud over Alta fjorden er det en del af mit rejseliv. Når jeg sejler kajak på Isefjorden er det en del af mit hverdagsliv. Men det kunne ligeså godt være anderledes. For nogle vil en kajaktur på Isefjorden være forbundet med at rejse. For nogle vil det være hverdag at skue ud over Alta fjorden.

For mig er begge dele forbundet med oplevelser og eventyr.

Eventyrlige øjeblikke i hverdagslivet er:

  • Når solen skinner ind ad vinduet og kaffeduften spreder sig.
  • Når jeg sætter mig på terrassen med morgenkaffen.
  • Når jeg en tidlig morgen sidder i kajakken og nyder solopgangen ved fjorden.
  • Når en hjort krydser min vej på en gåtur.
  • Når jeg går på jagt efter gode billeder med kameraet i rygsækken.
  • Når jeg følger årstidernes skiften på min vej langs fjorden.
Eventyret i Nord

På bloggen Michael Up North skelner jeg ikke mellem hverdagslivet, rejse- eller ferielivet, men deler blot mit eventyr, mine tanker og mine oplevelser. Store som små.

Måske vil det lykkes mig at inspirere, skabe nysgerrighed, udvide horisonter og sætte nye tanker i gang hos dig. Det håber jeg.

God læselyst!

Blog fra fjordlandet