Fra Vildmark til Polkagris

Dag 21 gik turen vestpå af den blå vej. Vi fandt et lille sted ved Umeelven, hvor vi gjorde holdt for natten, inden vi dagen derpå var klar til Vildmarksvejen.

Efter en skøn nats søvn og en hyggelig morgenmad med ristet toast over bål, pakkede vi lejren og kørte sydpå mod vildmarksvejen. Lidt nord for Vildmarksvejen gjorde vi holdt og besluttede at tage en gåtur i skoven. Det var ikke nogen fornøjelse, da vi snart havde store sværme af myg, som følgesvende og plageånder. Tæt pakket ind under myggehatte og i konstant bevægelse holdt vi ud, men en nydelsestur var det langtfra.

Det var straks sjovere at nå Vildmarksvejen og opleve de brusende elve og fossende vandfald. Desværre var det overskyet og da vi nåede Trappestegsforsen regnede det, hvilket fik os til at sætte turen på pause og i stedet indlogere os i en hytte for natten på Klimpfjäll.

Trappestegsforsen

Det var godt givet ud, for dagen efter vågnede vi i det klareste solskin og det meste af turen på Stegenjokk foregik i tørvejr. Det betød vi kunne kunne vi slås med sne i 19 grader og solskin, soppe i de brusende smeltefosser og nyde livet på fjeldet i det skønneste vejr.

Men fjeldet er uforudsigeligt og lumsk og et pludseligt omslag i vejret gjorde at vi blev fanget i en voldsom byge. Det var tilsyneladende mere end mit kamera kunne tåle for dagen efter var det stendødt.

Fågelsjön

Vi overnattede i en lysning ved Fågelsjön, ikke langt fra morgendagens destination Hällingsåfallet. Der var tydelige og friske spor fra elge, så vi var spændte på om vi ville få natligt besøg, når de kom for at drikke. Så heldige var vi desværre ikke, men jeg var tidligt oppe næste morgen og kunne nyde en rolig kop morgenkaffe. Det var, da jeg denne rolige morgenstund, ville fange et par ænder på linsen, at jeg opdagede mit kamera ikke virkede.

For at nå frem til dagens første destination; Hällingsåfallet, kræver det 29 kilometers kørsel på hullet jordvej. Det kan være noget af en udfordring i en almindelig familiebil, men oplevelsen der følger er hele turen værd. Fallet ligger 400 meter over havet og vandet falder 43 meter ned af den lodrette bjergvæg, inden det begiver sig ned i den 800 meter lange kløft.

Kommer man i solskin kan man se indtil flere regnbuer i kløften, når sollyset brydes i bruset fra faldet. Desværre var det skyet, da vi var der, så der var ingen regnbuer denne gang. Der er mange gode vandrestier i området og vi tog turen ned langs kløften og nød det rå og imponerende landskab.

Se mere om Vildmarksvejen HER

Kurs mod Mora

Der var opklaring i horisonten, men solen brød ikke for alvor frem før vi havde forladt Hällingsåfallet. Vi havde dog ikke kørt mange kilometer før solen brød frem på fuldt blus og køreturen til Strömsund foregik i høj sol med temperaturer tæt på de 30 grader. Vi overnattede på Strömsund camping og da det gode vejr fortsatte næste dag, blev formiddagen brugt ved og i campingpladsens poolområde. Det vil sige mig undtaget, da jeg under oprydningen brændte mig på grillen og brugte formiddagen med en hånd under den kolde hane i køkkenet.

Resten af dagen blev en køredag kun afbrudt af enkelte korte stop. Først på aftenen gjorde vi holdt for natten ved Älvros. Byen har 2 kirker, den gamle fra 1500 tallet og en nyere fra 1800 tallet. Begge kirker er velbevarede og absolut et besøg værd. Den gamle kirke er utroligt smukt udsmykket og virker pompøs og overvældende i sammenligning med den nye kirkes mere simple udtryk. De 2 kirker skal dog ikke sammenlignes, da de hver især er meget smukke i deres udtryk.

Älvros gamle kirke.
Älvros gamle kirke.
Klokketårnet i den gamle kirke blev opført i år 1796
Älvros nye kirke
Älvros nye kirke.

Overfor den gamle kirke ligger en museumsgård, som også er spændende at kigge forbi.

Efter disse spændende besøg gik turen ned gennem Darlarna med kurs mod Mora. Vi tog dog en afstikker fra hovedvejen og satte kursen mod Helvetesfallet och Storstupet. Efter turen på vildmarksvejen skulle der dog mere til at imponere end en canyon med 30 meter høje stejle bjergvægge og en 34 meter høj bro over Storstupet. I 1800 tallet brugte man stedet til at flytte tømmer fra skoven til savværket og anlagde derfor en tømmerende, så træet var nemmere at transportere.

Mora holdt veteranbådsfest og bådrace, så der var masser af aktiviteter ved vandet og da det samtidig var en varm og solrig eftermiddag havde vi mest af alt lyst til at blive i byen, men vi havde bestilt overnatning i Örebro ca. 3½ times kørsel mod syd og var derfor var nødt til at køre videre.

En lille damper fyret med brænde var en af de rariteter vi kunne opleve i Mora.
Den noget større damper lugtede ikke som om den sejlede på brændeknuder.

Mora var fyldt med store amerikaner flydere og vi følte nærmest vi var med i Grease da vi kørte sydøst af rute 70.

Svaret på hvor de mange flydere kom fra, fik vi da vi nåede byen Rättvik, for det var netop denne weekend byens store amerikanerbiltræf fandt sted. Vi ankom vi til byen flettet ind i kortegen med de mange flydere og vi følte os noget fejlplacerede da i vores Ford focus 2015 model.

Efter en god nats søvn i Örebro satte vi kursen øst om Vänern. Planen var at gøre holdt i Gränna, som er polkagrisenes by. Polkagrisende blev produceret første gang af Amalia Eriksson i 1859. De oprindeligt hvide og røde pebermyntestænger har gjort byen berømt. Når man besøger byen får man indtryk af, at hele byen er beskæftiget med bolsjekogning. Hovedgaden består stort set kun af bolsjebutikker hvor man både kan se hvordan bolsjestængerne bliver lavet, få smagsprøver på de mange varianter og derefter købe sig fattig i de søde sager.

Bliver man træt af hovegadens bolsjekogerier kan man søge mod vandet og gå en hyggelig tur ved havnen. Vi søgte mod vandet og fik en mjukglass inden vi igen satte kursen mod Danmark. Efter 27 dage i henholdsvis Finland, Norge og Sverige var vi fyldt af gode oplevelser og minder, da vi kørte af færgen i Helsingør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *