Weekend i kajak

Sommeren har været så tør og varm, at det er svært at forestille sig et pludseligt vejrskifte med temperaturer omkring 14 grader med kraftig slagregn og blæst. Sådan var vejret ikke desto mindre lørdag aften, da 15 mennesker sad under en presenning ud til fjorden ved Bognæs skov med udsigt mod Orø. Det som de alle havde til fælles var lysten til at bruge en weekend i kajak.

Plads til det hele?

25 grader og sol. Der skal pakkes til en weekend i kajak og der ryger masser af flasker med vand med i kajakken. Man vil jo nødig løbe tør og dehydrere. Når det så viser sig at blive koldt, blæsende og regnfuldt, slæber man meget af vandet med tilbage. Vi havde heldigvis forberedt os på kulden med masser af varmt tøj, men selv dette kunne ikke holde os rigtig varme. Den tørre sommer betød afbrændingsforbud, så det var ikke tilladt at tænde bål at varme sig ved, selv om aftenen var kold og regnvåd.

Dagen begyndte tidligt med mødetid kl. 7. Vejrudsigten lovede kraftig blæst og regn i løbet af eftermiddagen. Det var om at nå til Bognæs, inden blæsten for alvor tog til.

Men hvordan?

Som begynder udi kajak var det store spørgsmål selvfølgelig; Hvordan får man plads til telt, liggeunderlag, sovepose, proviant og tøj i sin kajak?

Alt skal pakkes vandtæt var rådet fra de erfarne instruktører. Vi havde købt vandtætte bags på 10, 20, 30 og 40 liter. Allerede her løb vi ind i den første udfordring. Da soveposerne, pakket i to 30 liters bags, var lagt ned i bagerste lastrum,  var dette rum (med den største ovale luge) stort set fyldt. Der var plads til lidt vandflakser og småting, men ikke andet. Vores 20 og 40 liter poser med tøj måtte således pakkes om, da disse ikke kunne gå gennem den forreste luge, som er rund.

Vi fik trods det placeret det hele. Læringen til næste gang er at poser på 40 liter er alt for store til en kajak. 30 liters poser kan komme bagi, men derudover må 5 og 10 liters poser være mere ideelle at pakke i. Det er i hvert fald et område der må udvikles på fremover. Husk også at få placeret vægten nogenlunde jævnt. Der skal ikke meget ubalance til før kajakken trækker til en side og dermed bliver anstrengende at sejle langt i.

Endelig afsted

Alt kom heldigvis på plads og turen gik fra Bramsnæs vig nordvest på mod Dragerup og Holbæk fjord. Turen over Holbæk fjord foregik i god bølgegang. Det var om at holde tungen lige i munden og som en anden surfer, ride på bølgen. Turens deltagere var knap så erfarne udi kajak, men det lykkes alle, at komme over fjorden og nå stranden ved Bognæs skov uden kæntringer.

Dagen bød på rimelig godt vejr, så der var tid til “leg på vandet”. Man kunne udforske egne evner og begrænsninger i balance på kajak eller blot lære “grøndlændervendingen”. Det var ikke instruktørens fejl, at det ikke lykkedes mig i denne omgang. Det må nok nærmere tilskrives, at koordineringen skal trænes yderligere før den kompetence er på plads.

weekend i kajak

Tidligt godnat

Aftenen var våd og kold, men maden var god, selskabet varmt og hyggeligt, så det blev alligevel en skøn aften. Kulden betød dog at den varme sovepose trak mere end ellers, så det blev et tidligt godnat. Ud på natten vågnede jeg og bevægede mig ud af teltet. Jeg stod nu i bugten, der var stille, bortset fra bølgernes skvulp mod stranden. Jeg kiggede op mod træerne og kunne nyde deres aftegninger mod den stjerneklare himmel. Lige der, ærgrede det mig , at kameraet, der kunne tage den slags fotomoments var blevet hjemme. En begynder i en kajak og teknik, der ikke tåler vand er en dårlig kombi, så beslutningen var overordnet set fornuftig nok. Så må jeg leve med, at jeg ikke lige fik dette pragtbillede på andet end nethinden.

Den klare nat betød også en smuk morgen med sol over vigen og blikstille vand. Det kaldte selvfølgelig på en morgensvømmetur, så kroppens ømme muskler kunne blive varme og klar til nedtagning af telt, pakning af kajak og sejlturen tilbage til Bramsnæs vig. Turen tilbage gav mulighed for til at se den rute, som jeg ofte vandrer, fra vandsiden.

Vi ankom til vores mål, da torden begyndte at buldre i det fjerne og regnen igen begyndte at falde. Alt i alt en perfekt timet hjemtur. Stor tak til alle deltagerne og havkajak instruktørerne fra Bramsnæs sejlklub for en skøn oplevelse og perfekt planlagt weekend i kajak.

Bognæs skov ud mod Holbæk Fjord har været beboet siden stenalderen. Jorden har været frodig, jagten god, og der har været masser af fisk og skaldyr i fjorden. Du kan læse mere på naturstyrelsens hjemmeside

weekend i kajak