Der er koldt på toppen. Nordkapp og det nordligste Norge er en oplevelse af kontraster. Det er sommer men vejret er mere til hue og vanter end shorts og t-shirt. Blæsende oppe på fjeldet. Lunt og vindstille nede i dalene. Vi gik i seng i klart solskin og vågnede i tungt skydække og regn.
Af sted mod Norge
Turen gik gennem Karasjok, som huser bl.a. det Norske sameting og Finnmarks ældste trækirke. Her kan du også købe en ægte Samekniv til rimelig pris. Pas på med bladstørrelsen da de fleste længere sameknive overskrider grænsen for, hvad der er lovligt i Danmark.
Mod Nord
Turen gennem Porsangerfjord og Lakselv er en helt fantastisk tur. Betagende udsigt over dybe dale og høje fjelde med sne på toppen. Desværre var det ikke let at stoppe og tage fotos. Dels grundet vejen. Dels fordi en stor del af området er militært område, hvor man hverken må færdes eller tage billeder. Vi stoppede i noget der lignede en by og ville gå en tur. Det varede dog ikke længe før et par flinke Norske soldater bad os forlade området.
Videre op gennem Norge af E6 med stop i Smørfjord var vi mere heldige med vores stop. Det blev til en kort tur ved vandet, som er en del af Porsangerfjorden, der ender i Barentshavet.
I Smørfjord var vi mere heldige med vores stop. Det blev til en kort tur ved vandet, som er en del af Porsangerfjorden.
Gennem fjeldet
Kort efter Olderfjord begynder de første tunneler gennem fjeldet. Den mest imponerende er Nordkaptunnelen med en længde på 6,8 kilometer og 212 meter under havet. Faldet og opstigningen er så markant, at man ikke er i tvivl om, hvornår man er halvvejs igennem og kører op igen.
Det er en fantastisk flot tur på de snoede veje. På et tidspunkt syntes jeg dog, at jeg havde set rigeligt med lavt bevokset fjeld. Da man ofte kører frem og tilbage i den samme bugt, kan turen føles en anelse lang. Nå, men vi nåede byen Honningsvåg og provianterede, inden vi tog det sidste stykke mod Nordkapp.
Nordkap
Da vi kom frem blev vi en smule skuffede over at møde en bilkø og en vejbom. Det viste sig, fandt vi ud af efter en søgning på nettet, at man ikke kan parkere på plateauet, uden samtidig at købe billet til Nordkapphallen. Da vi ikke har den store interesse i særligt tilrettelagte “turistfælder”, men blot ville frem til plateauet og nyde udsigten og naturen, følte vi os en anelse snydt. En parkering ville koste vores familie knap 800 kr. Da vi havde svært ved at gennemskue hvad vi fik for pengene, sprang vi denne “attraktion” over. I stedet begav vi os ud på Knivskjellodden, som rent faktisk ender Nordligere end Nordkapp.
Knivskjellodden – Europas nordligste punkt
Det er 9 kilometer ud over fjeldet, ned ad stejle stier og det sidste stykke på rå klippevæg. Jeg havde glædet mig til at stikke fødderne i Norskehavet på Europas Nordligste landfaste punkt, men måtte, af hensyn til tiden, vende om da jeg manglede ca. 1 kilometer. Det sidste stykke var noget af en udfordring og ville kræve ekstra tid at gennemføre. Eftersom resten af familien ventede i bilen, besluttede jeg at den kilometer måtte vente til en anden gang. Jeg nåede dog nordligere end Nordkap og mangler kun 900 meter i at have været på Europas nordligste punkt.
Bidende kulde
Det var 5 – 6 grader og blæsende, eller med andre ord, bidende koldt oppe på fjeldet og jeg var godt forfrossen da jeg kom tilbage. Det samme var resten af familien, som havde ventet i bilen. Der er koldt på toppen.
Aftensmaden indtog vi i Honningsvåg, hvor beboerne var iført dunjakker og huer. Det havde vi ikke lige, så vi sprang byvandringen over og tog tilbage til fjeldhytten ca. 20 kilometer fra Nordkapp. Nordkapp Camping.
Hammerfest
Dagen efter hang skyerne tungt og vi kørte tilbage i lettere regn. Kursen var sat mod Alta, men da vi nåede Skaidi, var solen igen kommet frem. Det fik os til lige at kigge forbi Hammerfest omkring 70 grader Nord. Hammerfest spiller en central rolle i handlingen til Olivier Truc´s krimi “Skyggerne vender tilbage”. Derfor ville jeg gerne se byen og besøge isbjørneklubben, hvor en del af handlingen udspiller sig.
Selv om der var byfest i Hammerfest var besøget, i vores optik, langt fra en fest. Hovedgaden var en omgang slidte betonfirkanter og havnen kunne ligeledes levere dødtrist betonarkitektur. I stedet blev jeg lidt vemodig over at se hvordan man på Kvaløya bygger på livet løs og dermed ødelægger den meget skrøbelige natur i området. Hvad retfærdiggør eksempelvis at man bygger et stort affaldsanlæg på en tyndt befolket ø i Arktis?
Fra Hammerfest til Alta
Vejret bød på regn og blæst. Der er koldt på toppen. Bidende koldt, så vi satte ret hurtigt kursen tilbage mod Skaidi. Allerede ved Kvalsundbroen, blev det igen lunere og bedre vejr og vi havde den smukkeste tur ned mod Alta nordfra.
Vi kørte lige på trægrænsen, med højeste punkt på 302 meter over havet og kunne se sneklatter på fjeldsiderne. Vi var endda så heldige, at en ørn lettede foran os og passerede bilen tæt på. Havde jeg været alene havde jeg nok brugt resten af dagen på stedet, i håb om et godt skud med kameraet. Sen eftermiddag kørte vi ind i Alta, som er en rigtig smuk fjordby omgivet af snedækkede fjelde og skøn natur.
Dagen efter gik turen atter mod syd af Eibyvejen (E45). Det er en utrolig smuk rute, hvor man et langt stykke af vejen har Eibyelven på den ene side og fjeldet, i mørk granit, der tårner sig op på den anden side. Følg med på denne del af rejsen i næste indlæg, hvor der er midnatssol i Kautokeino.
