Ederfugle


Ederfugle er leveringsdygtige i de dyreste og mest eksklusive dun, der findes. Dun fra edderfugle har en uovertruffen isoleringsevne og en ederdunsdyne er noget af det fineste man kan eje.


Ederfugle
Ederfugle ved Munkholmbroen, Holbæk Fjord den 30. april 2018

Jagten på Ederfugle

I foråret 2018 spottede jeg nogle hvide pletter på sten langt ude i fjorden. Selv med kraftig zoom var det ikke til at se hvad det var, men da de bevægede sig, også på vandet, måtte det jo være andefugle.

Jeg skød en række billeder og da jeg kom hjem og så billederne var der ingen tvivl. Billederne var desværre meget uskarpe, men trods det, kunne man tydeligt se det var ederfugle.

Ederfugle

Efter at forureningen af havmiljøet er blevet mindre, falder ederfuglebestanden til et mere naturligt niveau.

Dagen efter hørte jeg den karakteristiske lyd af ederfugl (“roruhh roruhh”), et kald der nærmest lyder som en due der kurrer. Også denne dag måtte jeg forlade fjorden uden billeder. Ederfugle er sky fugle, som hurtigt er langt ude på vandet og uden for linsens rækkevidde.

Jagten på et godt billede var gået ind og ved Munkholmbroen fik jeg sneget mig ind på dem. Endelig kom jeg tæt nok på til at få nogle gode billeder af disse flotte andefugle.

Ederfulge
Ederfugle ved Munkholmbroen, Holbæk Fjord den 30. april 2018

Eftertragtede dun

Nu hvor jeg er begyndt at sejle kajak på Isefjorden, støder jeg tit på ederfuglen. Om foråret i par eller små grupper. Om efteråret i store flokke. Det er en ret almindelig fugl på Isefjorden.

Inden man begynder at samle dun til egen dyne skal man vide, at kvaliteten afhænger af deres habitat. Jo koldere levested, des højere varmeværdi og kvalitet har deres dun. Derfor kommer de fleste dun, der bruges til dyner, fra nordligere egne.

En edderdunsdyne indeholder mellem et halvt og et helt kilo dun. I gennemsnit samles 16-20 g dun pr. rede

Læs mere om hvordan kvinderne i det lille norske øsamfund Vega-øerne tæt på Polarcirklen, har udviklet en snedig teknik til at indsamle de kostbare dun: Verdens dyreste dyne.

Hård kost

Ud over en helt fantastisk evne til at holde varmen har Ederfuglen en anden ret vild kompetence. Den lever hovedsaligt af blåmuslinger, som den kan dykke helt ned til 20 meter efter. Samtidig behøver den ikke besvære sig med at få muslingerne ud af skallen. Den sluger dem hele og så tager kråsen og mavesyren sig af resten.

Blåmusling

Ederfuglen behøver ikke besvære sig med at få muslingerne ud af skallen. Den sluger dem hele, så tager kråsen og mavesyren sig af resten.

Nedgang i bestanden af Ederfugle

Paradoksalt nok fører mindre forurening af vores have og fjorde til en nedgang i bestanden af Ederfugle. Et renere vandmiljø giver nemlig ringere mængder af muslinger. Også den voksende havørnebestand kan have indflydelse på nedgangen. Læs mere.

Ederfugle