På 10. dagen vågnede vi 1685 kilometer fra København i den Norske by Alta. Fra Alta til Gällivare besøgte vi Kautokeino, Kiruna, Abisko og Jukkasjärvi.
Mod nord eller syd?
Fra Alta til Nordkap er der omkring 220 kilometer eller ca. 4 timers kørsel. Vi skulle træffe en beslutning i forhold til, om vi ville køre helt til nordkap eller bevæge os tilbage mod Syd.
Vi havde godt 5 dage til vi skulle være hjemme, så vi valgte syd, for ikke at blive alt for presset på tid. Efter et solidt morgenmåltid med alt hvad hjertet kan begære i frisk fisk, tog vi en hurtig sightseeing, inden vi kørte ud af Alta i sydlig retning. De kommende dage ville turen gå fra Alta til Gällivare.
Den sydlige vej ud af Alta er kraftig stigning op af fjeldet. Den sorte granit tårner sig lodret op langs begge sider af den snoede bjergvej. Alta elven bruser i den ene side og på den anden side løber vandet stille ned af fjeldets sorte granit. Det var et sansebombardement af dimensioner, men ikke nemt at få parkeret bilen langs den smalle vej, når vi skulle gøre holdt på de mange fotostop.
Samernes land
Vejen mod syd i det smukke landskab, bragte os gennem en stor del af det Norske sameland. Blandt andet Máze, som i 1970érne fik afgørende betydning for Samernes fælles kamp for deres rettigheder. De samledes i modstand mod planerne om en udbygning af Alta kraftværket.
Det er også i dette område at handlingen til Oliver Truc´s arktiske krimi “40 dage uden skygge” udspiller sig. Det er svært, når man kører gennem området på en solrig og lun sommerdag, at forestille sig, at landskabet om vinteren forandres til et ugæstfrit snelandskab med hård frost og temperaturer ned til 40 minusgrader.
Kautokeino
Kører man videre fra Máze mod syd af E45, støder man på byen Kautokeino. I påsken arrangeres Samisk Filmfestival og Samisk Grand Prix/Samisk Musikk Festival.
Vi kørte op til byens kirke, som ligger højt placeret i landskabet. Da jeg stod på den lille kirkegård, kom jeg til at tænke på, hvordan indbyggerne lykkes med holde begravelser om vinteren, når jorden er frosset.
Kautokeino blev sat på det internationale Grand Prix kort i 2019, da gruppen Keino repræsenterede Norge i Eurovision. Gruppens navn Keiino, kommer fra sidste del af byens navn. Ikke overraskende stammer et af gruppens 3 medlemmer fra Kautokeino, nemlig den Samiske sangskriver, rapper og joiker Fred Buljo, som er født i Kautokeino 6. februar 1988.
En by flyttes
Efter besøget i Kautokeino kørte vi videre mod syd. Atter over Riksgrænsen og ind i de 1000 søers land, Finland. Forbi Palojärvi sø og kort derefter kurs nordvest langs grænsen til Sverige. Herefter sydvest i Sverige, indtil vi igen satte kursen nordvest og tog en lille afstikker fra ruten Alta til Gällivare.
Af snørklede veje lykkedes det hen mod aften at ramme målet for dagens etape, minebyen Kiruna i Sverige. Udvindningen af jernmalm i minen ved Kiruna betyder, at undergrunden er begyndt at slå revner, så byen må flyttes.
Det var en ganske særlig oplevelse at befinde sig i en by, som på én og samme tid var en slags spøgelsesby med tomme huse, der skulle rives ned og samtidig levende, fordi nogle endnu ikke var flyttet. Enkelte bygninger bliver skilt ad, flyttet og bygget op i en ny bydel, men størstedelen rives ned.
Mange af byens mindeværdige bygninger var allerede forsvundet, da vi besøgte den. Heldigvis bliver den smukke trækirke fra 1912 bevaret. Den er planlagt til at blive skilt ad og flyttet til en ny placering i 2020.
Til tops i Abisko nationalpark
Dag 11 gik turen til den kendte Abisko nationalpark. Det er her man ender, hvis man tager med på den svenske del af fjällräven classic.
Vi vågnede til en overskyet dag, men heldigvis klarede det op hen af formiddagen. Køreturen til Abisko var en udfordring, da vejen var gravet op på grund af vejarbejde.
10 kilometers langsom kørsel på en mudret og stenet og ujævn grusvej, passede bedre til offroader end Ford Focus. Vi klarede den dog med langsom kørsel og ventetid i kø. Inden vi endelig nåede frem var det godt op af formiddagen. På den positive side var solen brudt frem og lunede godt, da vi steg ud af bilen.
Nu hvor solen igen var fremme kunne man fristes til t-shirt og shorts. Vi kom dog hurtigt på andre tanker, da vi hørte en velkendt summen. Medmindre vi ville være levende nålepuder var det på den langærmede bluse og myggehatten, før vi var klar til bjergvandring.
Nuolja
Efter en god vandretur rundt i området, stod vi nogle timer senere for foden af Nuolja. Vi mente, at vi kunne skimte sne på toppen.
Det var alligevel vildt med sne på en varm augustdag med 22 grader og vi troede ikke helt på hvad vi så. Vi tog skiliften de 900 meter til toppen for at tjekke om vores antagelse var rigtig.
Vi kunne allerede under opstigningen i liften mærke hvordan temperaturen faldt i både kinder og på hænderne. Da vi nåede toppen lå temperaturen ikke meget over frysepunktet og vores antagelse om sne kunne bekræftes. Selv om det var koldt i tyndt sommertøj, var det sjovt at lege med sne i august.
Jukkasjärvi
Efter vores besøg i Abisko satte vi igen kursen mod øst. Vi tog en afstikker til den samiske by Jukkasjärvi, som er kendt for vinterens ishotel. Det var trods alt smeltet i august, så det kunne vi ikke besøge. I stedet nød vi den skønne og rolige aften ved elven, inden vi igen satte kursen mod syd.
Afsted i lyn og torden
Kraftige byger, lyn og torden fulgte os på vejen mod syd. Da solen igen brød frem, kunne vi nyde den smukkeste regnbue ud for Piilijärvi.
Det var blevet temmelig sent, da vi tjekkede ind i den svenske by Gällivare ca. 100 kilometer nord for polarcirklen.
Fra Alta til Gällivare
Vi havde på 2 dage taget turen fra Alta til Gällivare med en lille afstikker til Kiruna og Abisko nationalpark. Vi kunne sagtens have brugt flere dage i området, men vi havde besluttet at vi ville nå Vildmarksvejen. Det kom vi heldigvis ikke til at fortryde. Det kan du læse mere om i indlægget Vildmarksvejen.
