Sidste del af turen gik fra vildmark til Polkagris. Dag 21 gik turen vestpå af den blå vej. Vi fandt et lille sted ved Umeelven, hvor vi gjorde holdt for natten. Dagen derpå var vi klar til Vildmarksvejen.
Vildmarksvejen
Efter en skøn nats søvn og en hyggelig morgenmad med ristet toast over bål, pakkede vi lejren og kørte sydpå mod vildmarksvejen. Lidt nord for Vildmarksvejen gjorde vi holdt og besluttede, at tage en gåtur i skoven. Det var ikke nogen fornøjelse, da vi snart havde store sværme af myg, som følgesvende og plageånder. Tæt pakket ind under myggehatte og i konstant bevægelse holdt vi ud, men en nydelsestur var det langtfra.
Det var straks sjovere at nå Vildmarksvejen og opleve de brusende elve og fossende vandfald. Desværre var det overskyet og da vi nåede Trappestegsforsen regnede det, hvilket fik os til at indlogere os i en hytte på Klimpfjäll.
Det lumske fjeld
Dagen efter vågnede vi i det klareste solskin og på Stegenjokk kunne vi lege med sne i 19 grader og solskin. Soppe i de brusende smeltefosser og nyde livet på fjeldet i det skønneste vejr.
Men fjeldet er uforudsigeligt og lumsk. Et pludseligt omslag i vejret gjorde at vi blev fanget i en voldsom byge. Det var tilsyneladende mere end mit kamera kunne tåle for dagen efter var det stendødt.
Overnatning ved Fågelsjön
Vi overnattede i en lysning ved Fågelsjön, ikke langt fra morgendagens destination Hällingsåfallet. Der var tydelige og friske spor fra elge, så vi var spændte på om vi ville få natligt besøg, når de kom for at drikke. Så heldige var vi desværre ikke.
Hällingsåfallet
For at nå frem til dagens første destination; Hällingsåfallet, kræver det 29 kilometers kørsel på hullet jordvej. Det kan være noget af en udfordring i en almindelig familiebil, men oplevelsen der følger er hele turen værd. Fallet ligger 400 meter over havet og vandet falder 43 meter ned af den lodrette bjergvæg, inden det begiver sig ned i den 800 meter lange kløft.
Kommer man i solskin kan man se indtil flere regnbuer i kløften, når sollyset brydes i bruset fra faldet. Desværre var det skyet, da vi var der, så der var ingen regnbuer denne gang. Der er mange gode vandrestier i området og vi tog turen ned langs kløften og nød det rå og imponerende landskab.
Da vi i 2017 besøgte vildmarksvejen var det en sommerdag med fuld sol, hvilket gav nogle helt andre billeder. Se mere fra vores tur på Vildmarksvejen i 2017 HER
Strömsund i høj sol
Der var opklaring i horisonten, men solen brød ikke for alvor frem før vi havde forladt Hällingsåfallet. Vi havde dog ikke kørt mange kilometer før solen brød frem på fuldt blus. Køreturen til Strömsund foregik i høj sol med temperaturer tæt på 30 grader. Vi overnattede på Strömsund camping og da det gode vejr fortsatte næste dag, blev formiddagen brugt ved og i campingpladsens poolområde. Det vil sige mig undtaget, da jeg under oprydningen brændte mig på grillen og brugte formiddagen med en hånd under den kolde hane i køkkenet.
De 2 kirker i Älvros
Resten af dagen blev en køredag kun afbrudt af enkelte korte stop. Først på aftenen gjorde vi holdt for natten ved Älvros. Byen har 2 kirker, den gamle fra 1500 tallet og en nyere fra 1800 tallet. Begge kirker er velbevarede og absolut et besøg værd. Den gamle kirke er utroligt smukt udsmykket og virker pompøs og overvældende i sammenligning med den nye kirkes mere simple udtryk. De 2 kirker skal dog ikke sammenlignes, da de hver især er meget smukke i deres udtryk.
Overfor den gamle kirke ligger en museumsgård, som også er spændende at kigge forbi.
Kurs mod Mora
Efter disse spændende besøg gik turen ned gennem Darlarna med kurs mod Mora. Vi tog dog en afstikker fra hovedvejen og satte kursen mod Helvetesfallet och Storstupet. Efter turen på vildmarksvejen skulle der dog mere til at imponere end en canyon med 30 meter høje stejle bjergvægge og en 34 meter høj bro over Storstupet. I 1800 tallet brugte man stedet til at flytte tømmer fra skoven til savværket. Man anlagde en tømmerende, så træet var nemmere at transportere.
Mora
Mora holdt veteranbådsfest og bådrace, så der var masser af aktiviteter ved vandet. Da det var en varm og solrig eftermiddag, havde vi mest af alt lyst til at blive i byen. Vi havde bestilt overnatning i Örebro ca. 3½ times kørsel mod syd og var derfor var nødt til at køre videre.
American style
Mora var fyldt med store amerikaner flydere. Vi følte nærmest vi var med i Grease da vi kørte sydøst af rute 70. Det var netop denne weekend at byens store amerikanerbiltræf fandt sted i nabobyen Rättvik.
Vi ankom vi til byen flettet ind i kortegen med de mange flydere og følte os noget fejlplacerede i vores Ford focus 2015 model.
Fra Vildmark til Polkagris
Efter en god nats søvn i Örebro satte vi kursen øst om Vänern. Vi kom fra vildmark til polkagris på ganske få dage. Planen var at gøre holdt i Gränna, som er polkagrisenes by. Polkagrisende blev produceret første gang af Amalia Eriksson i 1859. De oprindeligt hvide og røde pebermyntestænger har gjort byen berømt. Når man besøger byen får man indtryk af, at hele byen er beskæftiget med bolsjekogning. Hovedgaden består stort set kun af bolsjebutikker, som viser hvordan bolsjestængerne bliver lavet. Giver smagsprøver på de mange varianter, så man fristes til at købe sig fattig i søde sager.
Bliver man træt af hovegadens bolsjekogerier kan man søge mod vandet og gå en hyggelig tur ved havnen. Vi søgte mod vandet og fik en mjukglass inden vi igen satte kursen mod Danmark. Efter 27 dage i henholdsvis Finland, Norge og Sverige var vi fyldt af gode oplevelser og minder, da vi kørte af færgen i Helsingør.
Fra vildmark til Polkagris er sidste del i serien om vores roadtrip til Nordkap 2019. Følg også vores serie Roadtrip til Arktis 2017.
