Efter en god nats søvn vågner vi atter i renernes land. Vi besøger det Nordøstlige Finland og snuser til den Russiske grænse, tager på rensdyrfarm og oplever de lyse nætter.
Dag 7 begynder i Ruka
Skisportsstedet i Ruka, huser om sommeren vandrere på vej ud i de 3 store nationalparker i området. Det er destination for eventyrere, som vil river rafte, tage på bjørnesafari, ture på hesteryg, mountain bike eller kanoture. https://www.ruka.fi/en/summer
Mod Oulanka nationalpark
Vi havde planlagt en river rafting tur i Oulanka nationalpark og kørte med vejledning fra Politikens “Turen går til…” ad snoede grusveje mod deres basecamp.
Langt inde i den finske vildmark fandt vi bestemmelsesstedet og gik frem til hytten, der lå lige ud til den brusende flod. Man skulle blot ud på verandaen, så kunne man nærmest stikke armen i floden.
Hytten så til gengæld forladt ud og vi kunne hurtigt konstatere, at det i hvert fald ikke var her vi kom på river rafting. Nå, men størstedelen af vores tur byggede jo på impulsive tiltag, så vi fandt hurtigt en ny destination, der så spændende ud.
Tilbage af den ujævne grusvej mod Oulanka nationalpark. https://www.discoveringfinland.com/destination/oulanka-national-park/
Oulanka nationalpark.
Oulanka nationalpark, 270 kvadratkilometer der grænser op mod Paanajärvi National Park i Rusland.
Parken byder på et fantastisk plante og dyreliv og man kan finde vandreruter til enhver smag. Det er tilladt at overnatte i parken. Der er bygget shelters og bålsteder rundt i parken, som man kan bygge sin lejr op omkring. Man skal dog passe på sagnfiguren “Hilsi” der lever i skoven og som kan få de særeste ting til at ske.
Den største udfordring, ved vores vandring ind i den finske skov, blev dog hverken dæmoner, bjørne, elge eller ulve, men de millioner af myg der konstant sværmede om os og angreb intensivt, så snart vi stod stille.
Millioner af myg
Da vi kom tilbage fra vandreruten måtte vi erkende, at de tåbeligt udseende japansk inspirerede myggehatte, alligevel havde deres berettigelse i dette område. Vi indkøbte straks en hver. Herefter blev den konstante summen omkring vores hoveder mere tålelig. Vi var beskyttet mod angreb.
En stor oplevelse rigere indtog vi vores frokost i parkens cafe, inden vi kørte videre mod Salla rensdyrfarm.
I renernes fodspor
Turen fra parken mod Salla tog sin tid. Der var hverken særlig langt eller dårlige veje, men vi var i renernes land. Vi måtte ofte vente på, at en rensdyrflok fik lyst til at flytte sig fra vejen, så vi kunne køre videre.
Det havde regnet en smule, da vi var i Oulanka nationalpark. Da vi kørte ind på rensdyrfarmen i Salla, havde regnen taget til, så det var på med regnejakken og ind på farmen.
Vi blev desværre en smule skuffede. De sidste 3 døgn havde vi set rener i rigelige mængder. Derfor havde vi forventet at rensdyrfarmen ville byde på lidt mere end rener – nu bare hegnet ind. Ud over, at renerne på farmen, så mindre sunde ud, end dem vi havde set på de finske veje, var de lidt mere tamme. Ellers var der ikke den store forskel på rensdyrfarmen og livet udenfor.
Lige til grænsen – men ikke over
Tilbage i bilen satte vi kursen mod landevejen til den Russiske grænse. Vi havde læst, at denne rute skulle være noget helt særligt ud i vildmarkskørsel, så den skulle selvfølgelig prøves.
På et tidspunkt delte vejen sig og man kunne vælge, at køre mod Rusland eller blive i renernes land. Vi skulle nordpå, men nu hvor vi var så tæt på grænsen blev fristelsen for stor. Vi måtte lige sætte kursen mod Rusland og få en fornemmelse af grænseposten.
Kort tid efter holdt vi foran en øde grænsepost i den finske vildmark. Det vil sige den så øde ud, men jeg var knap stået ud af bilen, før en transporter kom rullende op på siden af mig. En finsk grænsebetjent spurgte til om vi havde i sinde at krydse grænsen. Da mit svar var NEJ, fulgte et krydsforhør ift. hvor vi kom fra, hvor vi skulle hen, hvor længe vi havde været i landet osv. osv. Til sidst blev vagten tilsyneladende overbevist om vores reelle hensigter. Vi fik lov til at tage billeder, mens han kørte videre og ønskede os en fortsat god tur.
Kurs mod nord
Tilbage til skillevejen og denne gang drejede vi mod nord. Herefter er det blot at køre i timevis ud af en øde landevej. Man føler sig heldig, hvis man møder en modkørerne bilist. Vi mødte et par stykker med timers mellemrum og fik for alvor en fornemmelse af, at være alene i vildmarken. Vi befandt os i renernes land, så selvfølgelig så vi flere rensdyr end mennesker på disse kanter.
Kartoffelmos med rensdyr og tyttebær
Sidst på aftenen nåede vi frem til byen Ivalo, som vi havde bestilt overnatning i. Vi havde for længst krydset polarcirklen og befandt os nu i Arktis. Når det ikke bliver mørkt kan kroppen nemt blive narret af den lyse aften og tro det stadig er dag.
Det blev sent inden vi godt sultne nåede hotellet lige inden køkkenet lukkede af. Kartoffelmos med rensdyr og tyttebær var et velkomment måltid efter en lang dag “on the road”.
Jeg tog et billede uden for hotellet kl. 24 og sendte det til Danmark. Kort tid efter fik jeg et fuldstændig mørkt billede retur fra Danmark, så der var ingen tvivl. Nætterne er lysere i Arktis.
Efter en oplevelsesrig dag i den finske vildmark og 385 kilometer på landevejen var det tid til at sige godnat. Vi skulle tidligt op dagen efter. I løbet af aftenen stod vi i en alvorlig krise, som vi var nødt til at håndtere dagen efter. Det kan du læse mere om i indlægget Tilbage til Ivalo.
