En rundtur i kajak i Holbæk fjord strækker sig over 18 kilometer. Man kan sætte i fra stranden ved Holbæk Marina og tage turen mod Tuse å. Mange steder padler man i lavt vand, men hold alligevel godt øje, for det er muligt at se både sæler og marsvin i fjorden.
Holbæks havnefront
Holbæks havnefront er præget af nyt byggeri med fjordtårnet, som den højeste bygning. Der ligger ofte nogle smukke gamle træskibe i det ny havneområde foran fjordtårnet.
Når man tager turen rundt om gammel havn, krydser man Orø færgens sejlrende. Det er en god ide at orientere sig, så man ikke generer færgefaren. Videre mod vest passerer man Holbæk roklub og broen ved Tyrkisk bad. I bunden af fjorden er der igen ret lavvandet. Det kan lade sig gøre at sejle et stykke op i Tuse å. Udløbet kan være svært at se på afstand, men når man kommer tættere på er det markeret med røde bøjer.
Tuse å
Ved dæmningen i Tuse å ligger et pausested, hvor det er muligt at trække kajakken op på en lille bro. Tuse å har tidligere været rettet ud, men i 2013 blev det ændret. Nu slynger åen sig igennem et 132 hektar engområde, hvor de lavest liggende områder i perioder oversvømmes.
Hørby
Tilbage i Holbæk fjord kan man tage turen mod Tuse næs. Husk at holde øje med den smukke røde Hørby kirke, som rejser sig i landskabet. Den oprindelige landsby Hørby var bygget op omkring Hørbygaard og Hørby Kirke, men blev i slutningen af 1700-tallet flyttet til området omkring Hørby Havn. I det hele taget er det en meget smuk strækning med kvæg der græsser på markerne langs vandet. Hører du små bump mod kajakken kan det meget vel være hornfisken, der banker på.
Du kan evt. tage en lille pause på stranden ved Hørby færgekro og Hørby havn, som frem til 1972 fragtede rejsende til Holbæk. I den danske familiefilm færgekroen fra 1956, ses kroen som den så ud inden den blev ødelagt af en brand i 1968. Færgekroen er første gang registreret i 1730, hvor rejsende har brugt den som hvilested, før de drog videre.
Rønnen
På vejen videre fra Hørby havn og færgekro passerer man et meget lavvandet område. Mellem Tuse næs og Holbæk ligger den lille ø Rønnen. I 1954 vandt en taxachauffør fra Nørrebro øen i en konkurrence i Politiken. Sommerhuset på øen er, ifølge myndighederne, bygget i strid med strandbeskyttelseslinjen og skal fjernes, fordi det ligger under 100 meter fra strandlinjen.
Når du rammer det sidste hvide hus ved Tornehagen kan du eventuelt tage en lille pause inden du tager de sidste 3 kilometer over fjorden til Holbæk Marina. Husk at du også på dette stræk krydser Orø færgens bane.
Hvis du har mod på mere efter din rundtur i kajak i Holbæk fjord, kan du undlade at krydse tilbage til Holbæk Marina og i stedet ro videre rundt om tornehagen til du kommer til stranden ved Bognæs, som er et smukt pausested med udsigt til Orø.