Solen skinner og om ikke så længe er der klassisk italiensk kødsauce på terrassen. Det er tid til at nyde en aftenstund med sommer i maj.

Havelivet
Sommer i maj betyder havearbejde. Et af de gratisblade man som haveejer får lagt i postkassen kunne fortælle at havearbejde er sundt. Det skulle både reducere depressions- og angstsymptomer og bidrage til øget livsglæde og livskvalitet. Derudover giver det motion, smidighed, balance og koordination.
Rigtig god information når man skal i gang med en have der ikke har været rørt siden sidste efterår. Den er godt vokset til med skvalderkål, mælkebøtter, brændenælder, kvikgræs og andet, der har slået rod på steder hvor det er uønsket.
Man burde lade det hele stå og kalde det naturhave tænker jeg, hvilket jeg gør hvert år, fordi det er svært for mig at komme i gang. I år kunne jeg så tænke på at det styrker mit helbred at give den gas i haven.
Nu er det overstået. Brændenælderne og de andre vilde blomster er blevet begrænset til de steder vi gerne vil have dem. Ikke overalt. Vi vil nemlig også gerne kunne se vores hostaer, bregner, hortensia og vores krydderurter, som bierne er så glade for.
Timian, oregano, purløg, persille, mynte og hvidløg, bruger vi i madlavningen gennem sæsonen og vi nyder deres dufte på terrassen.
Om ikke så længe har andre planter fået overtaget og naturen sørger igen for en rimelig balance mellem planterne.
De første rabarber er høstet for længe siden. Jordbærrene er i blomst. Både figentræet og vindruen er vågnet af vinterdvalen og i fuld vækst.

Sommer i maj
Den varme, tørre og solrige maj gør godt for mine kaktus, som enten blomstrer allerede eller har knopper på vej.

Fjordlivet
Fjordlivet har været præget af, at kajaksæsonen er begyndt og det nu er muligt, at nyde de solrige sommeraftener på fjorden. I det hele taget kalder det gode vejr på udendørs aktiviteter. Mange foregår langs fjorden med kameraet i hånden, i forsøget på, at få nogle gode billeder af dyrelivet.


På havnen er der ligeledes masser af liv, særligt fordi det lige har været pinse og pinsen byder på den lokale SKVULP festival med masser af aktiviteter og musik på havnekajen.


Nå men det er fredag aften. Solen skinner og om ikke så længe er der klassisk italiensk kødsauce på terrassen. Det er tid til at nyde en aftenstund med sommer i maj.
God weekend til dig der læser med.