Wildlife i Finland. Vilde dyr i Ranua wildlife park og vilde rovfluer der gik til angreb i Oulanka nationalpark.
Ranua wildlife park
Mange af Skandinaviens vilde dyr gemmer sig godt i naturlige omgivelser. Man skal være mere end heldig, hvis man ser bjørn, los, jærv, ulv osv. i den finske natur. Derfor lagde vi først turen forbi Ranua wildlife park. I parken har de hegnet et stort område ind og sat de vilde dyr ind i deres naturlige omgivelser.
Med få undtagelser er de, både hvad angår klima og habitat i deres naturlige omgivelser. Selv om dyrene er hegnet ind er deres område så stort, at de sagtens kan gemme sig. Denne dag var vi dog så heldige at få øje på de fleste.
Parken har et fokus på miljø, fordi de arktiske arter er særligt truede af klimaforandringer. Vi kunne, ud over de vilde dyr, nyde kunstneren og arkitekten Maija Kovaris værk “Seven Steps to Save the Ocean“. Værket opfordrer alle til at gøre lidt for klimaet i hverdagen.
Ud over de store pattedyr rummer parken en stor samling af ugler, falke, og ørne, som det også kræver et godt øje, at finde mellem træerne. De små mus og gnavere er også repræsenteret i parken og man har et ret godt overblik over det arktiske dyreliv, når man har været rundt i parken.
Oulanka nationalpark
Sen eftermiddag kørte vi mod Oulanka nationalpark mod øst. Jeg glædede mig til gensynet med Oulanka, som jeg havde besøgt på roadtrip til arktis i 2017 (Læs mere).
Oulanka Nationalpark ligger i det nordøstlige Finland op til den russiske grænse. På den Russiske side af grænsen ligger Paanajärvi National Park.
Parken rummer mange gode vandreruter, både dagsture på 2-12 kilometer eller den lange Karhunkierros Trail på 82 kilometer.
Når man ankommer til parken kan det betale sig at kigge forbi besøgscentret, som har mange gode informationer om området. Eksempelvis kan det være rart at vide hvordan man skal forholde sig, hvis man pludselig møder en bjørn. Besøgscentret bidrager til en stemning af eventyr, så vi kan helt klart anbefale at man kigger ind.
Vejen dertil
Da vi i 2017 besøgte stedet var de sidste 18 kilometer af en jordvej af kritisk beskaffenhed, men dog farbar, hvilket jeg underholdt familien med på vej ind i området.
Vi nød et par traner flyve over vejen, mens vi stadig kørte på et nogenlunde stykke vej. Da vi nåede det sidste stykke viste det sig at der var vejarbejde. De var ved at lave en bedre vej (håber jeg) og havde derfor gravet hele vejen op og lagt sten på størrelse med valnødder og tennisbolde. Det betød ujævn kørsel med maks. 30 kilometer i timen.
Jeg havde ikke troet vejen kunne blive værre end i 2017, men det kunne den og vi nåede rigtig sent frem til vores bestemmelsessted.
Vildmarksnatten
Da vi trådte ind i parken var det begyndt at regne, så vi gik først på jagt efter en mulig lejrplads, inden vi hentede vores ting. Det virkede som om vi var de eneste i den del af området, så vi fandt hurtigt en alletiders plads tæt ved vandet. I håb om at regnen ville stoppe satte vi etableringen af lejr på pause og fokuserede i stedet på madlavning. Vi var godt sultne, da vi fik gang i bålet og tilberedt maden. Der var en god bålplads og rigtig gode forhold til aftenhygge, så det blev sent, inden vi kom i gang med at slå teltene op. Regnen var stoppet og det var stadig lyst, da vi langt over midnat kunne slå lejr for natten.
Angrebet af rovfluer
Selv om det var en kold nat sov vi rigtig godt. Flere medlemmer af familien sov længe, og vi var godt oppe af formiddagen, da vi kom i gang med at pakke lejren ned. Vejret var lunt og fugtigt og vi var omgivet af fluer, da vi pakkede lejren ned.
Vi fandt senere ud af at det var klæg (rovfluer der bider hul i huden og suger blod). Selv om vi var pakket ind fra top til tå, fandt de alligevel ind under tøjet og bed, mens vi lå på jorden og rullede soveposer og luftmadrasser sammen. Vilde rovflue angreb ingik ikke i vores forestilling om wildlife i Finland.
På trods af rovflue angreb lykkedes det, at få pakket ned og læsset tilbage i bilen i nogenlunde humør. Vi var ikke mere afskrækket end vi efterfølgende tog fat på en skøn 8 kilometers vandretur i parken.
Tilbage til civilisationen
Sent på eftermiddagen var jeg godt træt. Tanken om at skulle tilbage af stenvejen og derefter på længere køretur var ikke særlig lokkende. Derfor kørte vi mod det tætteste overnatningssted vi kunne finde. Ruka er under normale vejforhold en ½ times kørsel fra nationalparken. Området har næsten rengaranti og vi stoppede da også et par gange for krydsende renflokke.
Efter en omgang Wildlife i Finland var det ren nydelse at komme frem til hotellet i Ruka og få skyllet støv og bållugt af kroppen. Et godt måltid mad på hotellets restaurant, satte punktum for dagens oplevelser.
Den følgende dag gik turen atter nordpå mod Samisk gæstfrihed.
